Lastskibe er verdens største forurenere - men ingen ønsker at løse det

Søfartssektoren transporterer 90 procent af varerne handlet rundt om i verden efter volumen. Flytning af store mængder varer som olie, computere, blå jeans og hvede på tværs af oceaner driver den globale økonomi, hvilket gør det billigere og lettere at købe næsten alt.

Men at transportere gods rundt om i havet kræver omkring 300 millioner tons meget snavset brændstof, der producerer næsten tre procent af verdens kuldioxidemissioner, hvilket giver den internationale søfartsindustri stort set det samme carbon footprint som Tyskland.

Se også: Hvorfor bogstaveligt begrave vores problemer kan være vejen til at løse klimaændringer

På topmøder som COP24-mødet i Polen i december 2018 og i aftaler som den, der blev ramt i Paris i 2015, har de nationale regeringer i vid udstrækning ignoreret kuldioxidemissionerne fra international transport ind i atmosfæren.

Dette er et reelt problem, fordi hvis ingen lande holdes ansvarlige for emissioner, vil ingen regering forsøge at reducere dem. Vi mener som forskere i det globale miljøsamarbejde, at den ene vej fremover er at gøre de internationale søfartsspilders ansvar for specifikke lande med det mål at øge presset for at tilskynde emissionsreduktioner.

En globaliseret industri

I internationale klimaforhandlinger er landene ansvarlige for at reducere deres egne drivhusgasemissioner. Kuldioxidemissioner fra international fragt kunne tilføjes til dette ansvar. At finde ud af, hvis emissioner de er, er imidlertid ikke nogen nem opgave.

Måske er ingen industri lige så globaliseret som søfart. Skibene selv har internationale websider af ejere, operatører og registreringer. De bærer varer hentet på flere steder, som de krydser det åbne hav, stopper i mange lande.

Et enkelt skib kan være forbundet med snesevis af virksomheder. Det kan bygges af et selskab, der ejes af en gruppe andre virksomheder, og drives af en gruppe af endnu flere virksomheder. Det kan medføre last for mange hundrede virksomheder, der er bestemt til mange havne, der drives af forskellige virksomheder, besættes af et outsourcet personalefirma og forsikret af et andet firma.

De Forenede Nationers Konference om Handel og Udvikling forventer, at handel fortsætter med at vokse i de kommende årtier. Den Internationale Søfartsorganisation, det internationale organ, der regulerer skibsfarten, forudsiger, at når kulturen vokser, vil kuldioxidemissionerne fra international skibsfart kunne stige med op til 250 procent inden 2050.

Til dato har den pågældende organisation gjort lidt for at imødegå klimaændringer, selv om den i april 2018 annoncerede, at den har til formål at halvere emissionerne fra fragt i 2050 i stedet for at lade dem svæve ukontrolleret. Mærsk, verdens største rederi, meddelte flere måneder senere, at den har til formål at reducere sine emissioner til nul i 2050.

Det er gode nyheder, men hverken IMO eller Maersk har givet nogen detaljerede oplysninger om, hvordan disse mål vil blive nået. Begge støtter mere forskning i brændstofeffektive teknologier til skibsfart, men IMO selv indrømmer, at dette ikke vil være nok.

Hidtil har ingen lande ejet ejerskab af emissioner fra international fragt. Kun tømmer fra indenlandsk skibsfart, som fragt trukket over Lake Michigan, tælles.

De første elektriske fartøjer er først nu begyndt at blive lavet. Disse skibe vil sandsynligvis have meget mindre carbon footprints end dem, der er i brug i dag, men de kan nu kun rejse korte afstande, før de skal genoplade deres batterier igen. Teknologien eksisterer endnu ikke for lange sejlrejser til store fartøjer.

Ikke mine

Der er flere måder at emissioner fra international fragt kunne tildeles til bestemte lande. I 1996 identificerede de lande, der havde ratificeret De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer - den første globale traktat om klimaændringer - otte muligheder for at få det gjort. Over to årtier senere har der ikke været nogen fremskridt med nogen af ​​dem.

De otte muligheder omfatter tildeling af kuldioxidemissioner til lande baseret på, hvor brændselsskibene bruges, sælges, hvor skibe er registreret eller skibets oprindelse eller destinationer. Hver mulighed vil føre til radikalt forskellige emissionsansvar for de enkelte lande, hvilket gør det endnu sværere for alle at nå til enighed.

Se også: Forskere drastisk sped Up Produktion af en mineral, der høster CO2

Vi mener, at et kritisk første skridt, uanset hvilken fremgangsmåde der hersker, ville være at skabe en omfattende og åben database med internationale rederier og maritime emissioner. Det ville skabe en fælles basislinje for kvantificering og tildeling af kuldioxidemissioner til lande.

I betragtning af alt, hvad der står på spil i en opvarmningsverden, er det på høje tid, at lande holder op med at ignorere en stor del af den menneskeskabte CO2, der kommer ind i atmosfæren. For at undgå farlige klimaændringer skal det være alle hænder på dækket.

Denne artikel blev oprindeligt udgivet på The Conversation af Henrik Selin og Rebecca Cowing. Læs den oprindelige artikel her.