Mars 'Moon Phobos bliver trukket fra hinanden

Mars er ikke den eneste sten i nabolaget, der er forbi sin primære. Den tørre, kolde, atmosfæren tabende planet har to måder at kalde sin egen. Større søskende Phobos er et uregelmæssigt formet rod, som forbliver tættere på hjemmet. Af den grund falder det langsomt fra hinanden.

Det falder bogstaveligt fra hinanden. NASA-forskere præsenterede resultater på tirsdag, hvilket tyder på, at lange, lavvande riller på overfladen af ​​de 13,6 kilometer lange Phobos er tidlige tegn på strukturelle fejl, der i sidste ende vil føre til månens ødelæggelse.

På en baneafstand på 3.700 mil fra Mars ligger Phobos tættere på sin planet end nogen anden måne i solsystemet. Til sammenligning er vores måne 238.900 miles fra Jorden. Da gravitationsvirkningerne er stærkere, trækker Mars faktisk Phobos mod sig selv med omkring 6,6 fod hvert 100 år.

Det betyder i cirka 30-50 millioner år, at Phobos faktisk kan trækkes fra hinanden.

"Vi tror, ​​at Phobos allerede er begyndt at mislykkes, og det første tegn på denne fejl er produktionen af ​​disse riller," sagde Terry Hurford fra NASAs Goddard Space Flight Center i en pressemeddelelse.

I lang tid blev sporene på Phobos antaget at være brud forårsaget af en asteroideffekt så kraftig, at den skabte det 5,6 kilometer brede Stickney krater - og ødelagde næsten månen i processen. Groove og kraterkæder har altid vist sig at udstråle fra Stickney, men vi ved nu, at de rent faktisk kommer ud fra et brændpunkt i nærheden.

Gennem nogle modellering baseret på nye data tror Hurford og hans team, at rillerne faktisk er stregmærker forårsaget af tidevandskræfter skabt gennem modstridende gravitationsdrag mellem Mars og Phobos selv.

Den samme slags kræfter virker faktisk også på Jorden og vores måne, hvilket fører til ocean tidevand og gør de to kroppe lidt ægformede. Men det er ikke så tæt på, som det synes at ske mellem Mars og Phobos.

Udover de forstærkede tyngdekrafter, kan en del af grunden til, at dette måske sker, være, at Phobos indvendige kun kunne være et ked af det onde. I stedet for en robust kerne af solid rock, kunne Marsmånens interiør kun være ruiner, der knapt holdes sammen af ​​et ydre lag, der kun er 330 fod tykt.

Sådanne insider kan forskydes vildt af tidevandsstyrker. For at holde sammen må Phobos ydre lag hele tiden tilpasses. Forskere mener, at dette nok betyder, at det ydre lag er som en elastisk gummi.

Selvfølgelig, som fysisk stress bygger, bliver det ydre lag svagere og svagere. Giv det et par dusin millioner år, og du får en stor rumsten, der endelig bryder op.

Trist som det kunne være, synes Phobos at have en kompis i solsystemet, der oplever det samme: Neptunens måne Triton, som også har en brudt overflade.

Det største spørgsmål er naturligvis, hvad dette kan betyde for Mars. Vil post-mortem rock-bunken fortsætte med at falde ind i værtsplaneten? Vil det flyde rundt i kredsløb og give den røde planet en god støvsky? Vi skal bare vente 30 millioner år for at finde ud af.