"Sussudio", 30 år senere

Tre årtier siden i denne uge, den anden single fra Phil Collins 'diamant-sælgende solo album Ingen jakke kræves hit # 1 på US Hot 100. I de dage, hvor endnu engang platin-salg er en rørdrøm for selv branchens største kunstnere, er det temmelig svimlende at tænke på de mængder af produkter, der flyttes. Måske er det mere fantastisk at tænke på, at det sker på grund af musik, der lyder som dette.

Men det burde virkelig ikke være, især i disse dage. Arkitekturen af ​​"Sussudio" og de kolossale pop hits af denne gang krænker populære musik mere end nogensinde. Travle, Linndrum-esque backbeats - kendetegn for så meget af 80'erne pop, fra Collins og Hall & Oates elektro-pseudo-sjæl til arbejdet hos R & B-producenterne Jimmy Jam og Terry Lewis - krænker musikken i Top 40 stjerner som Taylor Swift og Carly Rae Jepsen. Alternative og "indie" handlinger har bevilget dem i bedre del af et årti. (En hollandsk tv dokumentar dedikeret til Collins fra nogle få år siden, indeholder Neon Indian, Sleigh Bells og Yeasayer guitarist / sanger Anand Wilder fortalte de endeløse dyder i det tidligere Genesis drummer-cum-pop-ikon.)

"Sussudio" er blevet kritiseret for blandt andet dens ligheder med Prince's 1982 hit "1999." Hvis du sammenligner de to spor, er den formelle lighed ubestridelig, men virkningen kan ikke være mere anderledes. Hvis Prince er en klub funk til en post-apokalyptisk cyberpunk noir, er Collins 'blid pub sjæl - slapstick sjov fra nogle sommerlige Chevy Chase køretøj. Mange årtusinder kom naturligvis til sangen først igennem American Psycho snarere end et godt elsket familie kassettebånd, og derfor deres image af socker romantik Collins dramatiserer vil uden tvivl for evigt blive besmittet.

Enhver skole skal dog kunne høre den forbløffende arrangerede poppost, der findes uden for disse foreninger. Collins efterlader intet fedt på hans melodi og lader hornafsnittet give de eneste trimminger. Under det hele er der den næsten toneløse, men kraftfuldt kørende synth bass, som ender med at være meget af det, vi hører, og giver uregelmæssige hjertebanken inspireret enten af ​​en crush eller Patrick Bateman's private stash. Der er ingen subtilitet eller variation her; sangen er i essensen bare en hyldest til en god tromsløjfe. Det kan være en koldt beregnet popalgoritme, men det er ingen livløs knockoff.