'Magicians'en kunne have tabt bolden i sidste nat's episode

Over sine fire første episoder Trollkarlerne har fortsat at prøve nye ting. Nogle gange virker det godt og passer godt sammen med hovedpersonen Quentin Coldwaters ubehagelige rejse ind i det magiske universitet, der hedder Brakebills, og andre gange synes showet at forsøge at jonglere mange forskellige fortællings tråde nok til alvorligt at undersell nogle af dem. Spillet af figurer som Penny, Alice, Eliot og Margo synes at virke rundt Quentin som det uhåndterlige kortkort, som han magisk kontrollerede næsten ved et uheld i pilotafsnittet. Hidtil har sorten været en fordel, men ligesom den korte introduktion til magi kom korthuset ned på en ubehagelig måde i aftesens episode "Mendings, Major and Minor." Som Dean Fogg, som stadig er på stammer fra dyrets angreb, Trollkarlerne kan komme sig. Men halvvejs igennem den første sæson er det nu et spørgsmål om, hvor lang tid det tager.

Masser af understrømme, der har kørt gennem de første fire episoder, kom frem i "Mendings, Major og Minor", omend på en temmelig akavet måde. Begrænsninger og meget natur af magi er blevet antydet siden begyndelsen af ​​serien, og vi fik et kort vindue ind i, hvordan melankoli næsten virker som en forudsætning for at være en tryllekunstner. Det hele kommer tilbage til at være emo. Måske er det plus noget lidt mere uhyggeligt, hvad der gjaldt den stadig manglende tredjeårsklasse. Men ligesom alt andet i denne episode glosses de interessante ting ganske hurtigt for at tilsyneladende forsøge at pakke så mange andre historieslag, at redaktørerne kunne passe i episodens timelange runtime.

Vi har fået Julia stadig til at blive forvist fra hedgeheksene, Alice vender tilbage til Brakebills efter at Quentin i dybden har genoptaget sin bror, Penny, der udforsker, hvordan man kan udnytte den potentielle almægtighed at være en rejsende (som ærligt set er opstået som blandt de bedste dele af serien), Margo og Eliot forsøger at vinde over Brakebills alumni til at være deres magiske mentorer, og Quentin finde ud af sin far har hjernekræft. Det er meget at tage ind.

De forhastede lydspor af "Mendings, Major and Minor" kan være et produkt fra sidste uges bedste episode af serien endnu "The World in The Walls", en der havde tålmodigheden til at lade de brudte temaer i hjertet af Brakebills fokusere på eleverne hjælper Quentin med at undslippe sit eget sind. Hvor det var bogstaveligt og figurativt cerebralt, er denne episode desværre overfladisk på næsten alle tæller, sprint fra karakter til karakter for at sikre, at episoden fanger op med hver af dem på uinteressante måder.

Ingen steder er dette mere klodset behandlet end den scene, hvor Brakebills-studerende pludselig finder sig i en slags halv-asses Triwizard-turnering. Ikke-boglæsere kunne finde sig blinkende og savnede, hvordan showet pludselig fandt sig i et tryllekampkamp royale, der tager op omkring tre minutters skærmtid og giver absolut ingen mening. Scener som denne er for pludselige og har absolut ingen fortællingsvægt. For at publikum skal være følelsesmæssigt investeret, skal de i det mindste vide, hvad der foregår og hvad der står på spil. "Mendings, Major and Minor" gør fejlen ved at have for mange ting til at ske, mens man understreger de uforklarlige konsekvenser af disse handlinger.

Og stadigvæk Trollkarlerne forbliver fuld af øde karakter øjeblikke i sin inelegant kaos. Det er forfriskende at se de travle forhold mellem studerende og lærerblomstrer. "Jeg er fucking med dig, Quentin," Dean Fogg vittigheder til vores blykarakter tidligt med en bøjning af selvafvigende humor. Et andet godt øjeblik er Penny indse, at han ikke bør være det anarkiske røvhul længere.

Men så er der Quentin og hans far, der tidligere blev introduceret i Q's hallucination sidste uge. Der er en åbenbar afbrydelse mellem parret - morens uforklarlige mangel er et stort rødt flag - men de er i stand til at stole på hinanden på grund af det fortællende kaos i selve episoden. "Hvad er meningen med alt dette, hvis du ikke kan løse rigtige problemer?" Quentin spørger om sine kræfter, næsten som om han er ved at give op. Det er denne unge følelse af at give i stedet for at opgive det, der fører til episodeets bedste øjeblik: Quentin samler sin fars modelfly foran ham ved hjælp af magi.

Trollkarlerne har stadig tid til at gøre sig rigtig. Som modelplanet i Quentins farens spisestue er showet spredt og i stykker. Nu er det op til Quentin, hvis egen fortælling skal udvikle sig til noget andet end det akavede fisk ude af vand for at sætte stykkerne sammen igen.