Teknologibranchen vil gerne give kundernes feedback, men vil ikke lukke helvede op

Hvis CES 2016 var om noget, det var den abstrakte ide om intimitet. Tech virksomheder ønsker at lave tech, der i det mindste føles personlige. Udtrykket "plug and play" betragtes ikke længere som et kompliment. De store virksomheder på det årlige Las Vegas grin, hilse på og bære det, solgte genstande, der var beregnet til at udvide selvdommen, til at berige dit liv på en flerdimensionel måde.

På nogle måder er bevægelsen mod intenst personlig teknologi resultatet af øget udvikling i A.I. teknologi. For mange teknikere er drømmen at drage fordel af software, som kan absorbere store mængder data relativt hurtigt, analysere det og imødekomme brugernes behov på en måde, der er intuitiv og tilsyneladende menneskelig. Forestillingen om en intelligent bot som Samantha i filmen Hende, der lærer om vores personlighed og vaner og interagerer med os på en meget menneskelig måde, føles mere uundgåelig end gal. Men teknologien er fortsat svært at elske. Venskab kommer først.

På Toyotas presseventyrede firmaet en vision om bilen som mere end et livløs, nyttigt værktøj. Den næste Toyota bliver "holdkammerat" i en persons liv. Selskabets nye forskningsinitiativ i A.I. og robotik er ment til dels at øge det forhold og gøre det sådan, at andens specifikke mobilitetsmaskiner kan skubbe præcist til andres præferencer på en måde, som andre maskiner ikke kan gøre i øjeblikket.

A.I. var ikke den eneste måde, tech bliver personligt. Den hurtige stigning i 3D-trykning har opfordret innovatører til at tænke på design ud over tidligere fysiske begrænsninger. I fremtiden, hvis du har en ny designidee, der ikke har været gjort før - lige fra sko, bygninger til kager - kan en 3D-printer gøre det til en realitet. Forbrugerne vil ikke være begrænset til at købe produkter. De vil kunne købe ind i forsyningskæden og skabe produkter, der passer til dem.

I år lavede den virtuelle virkelighed et særligt stort stænk på CES - takket være ikke en lille del til Oculus, der åbner preorders for forbrugerversionen af ​​Rift. Der er lidt behov for at forklare hvorfor VR føles personligt - det eneste spørgsmål er, hvor længe, ​​indtil VR-virksomheder har lykkedes stort set, så alle kan opleve 3D-simuleringer af stort set ethvert sted på Jorden eller nogen erfaring fra mennesker. VR har kapacitet til ikke bare at fortælle os historier, men at leve dem (i et vist omfang). Og det er noget, der er intenst intimt.

Bullet Train for @oculus gjorde mig til en første person shooter gamer. Ugudelig oplevelse! #virtualreality # CES2016 pic.twitter.com/HID4kWSyVq

- TomEmrich @ # CES2016 (@tomemrich) 8. januar 2016

Fremtiden er stadig en skinnet version af nutiden. Det føles uundgåeligt, at CES bliver mere af et skuespil hvert år, det er faktisk slags modintuitiv. Teknologibranchens fortid giver os nu et ret godt forestillingsbillede af, hvad der er værd at være begejstret for, og hvad er et produkt, der kan sælge ret godt i et stykke tid. På CES er sidstnævnte flogget som den tidligere, hvilket gør begivenheden svært at analysere i sin helhed. Det drejer sig om i teknologisk intimitet, fordi salgsstederne er invasive.

Hvad jeg får på, er dette: Hvis teknologienes fremtid er personlig - og det er - så skal teknologiens kultur ændre sig. Når du går for at se en stor skrædder, pakker han dig ikke bare i pinstripes og starter syning. Han taler til dig. Tekniske virksomheder, sælgere og forbrugere skal have det godt at have samtaler om, hvad de vil, og hvad de kan tilbyde hinanden. I mange tilfælde vil svaret være "ingenting". Det er okay. Tech er blevet det dominerende paradigme - den måde, vi begge løser vores problemer og rammer dem - så ingen har brug for at sælge begrebet fremskridt. Vi er alle i gang. Vi er bare alle i det for os selv.