Hvornår vil astronauter gå tilbage til månen?

Sidste gang et menneske sat fod på månen var 44 år siden. Vi har ikke været tilbage siden. Med konkrete planer om at sende folk til Mars, må vi spørge: Hvad er holdup? Hvornår sender folk tilbage til månen?

I to årtier efter Apollo 17 blev rumforskning (læs: NASA) afgjort udført med måne-relaterede missioner. Fra begyndelsen af ​​90'erne begyndte mennesker at sende robot-prober og orbitere på besøg. Nogle af disse missioner var store - den Lunar Prospector orbiter, for eksempel fundet vand is på overfladen af ​​månestangen. Andre, som Indiens Chandrayaan-1, der blev lanceret i 2008, var dybest set blot en test-of-concept test.

Den største månens mission i dette årti er sandsynligvis Kinas soft-landing (læs: en, der ikke slutter i et sammenbrud) af Chang'e 3-roveren - som for nylig opdagede en ny række månesten.

Det er også spændende at se fremtidige missioner planlagt i de kommende flere år - ligesom den kommende Chang'e 4 og 5 - og den privatdrevne Google Lunar X Prize-konkurrence. Men hvad med folk? Hvornår ser vi endelig mennesker i støvler tilbage på månen?

Tæl ikke på, at NASA bliver involveret helst snart. Selvom rumbureauet fremskynder forberedelsen til sin Asteroid Redirect Mission (som planlægger at tage en sten fra en nær-asteroide i nærheden af ​​jorden og placere den i månens kredsløb for … undersøgelse?), Vil det ikke medføre at astronauterne bliver over på overfladen. I 2013 gik NASA-administratoren Charles Bolden på posten og sagde: "NASA går ikke til månen med et menneske som et primært projekt, sandsynligvis i min levetid." Det var kort tid efter, at Obama-administrationen annullerede Constellation Programmet, som ville have vendt tilbage os til månen "senest i 2020."

Vi er stadig tilbage med masser af spørgsmål, primært fordi NASA har været vokal om at bruge månen som en beviser for Mars-bundet teknologi. Månen kunne desuden fungere som tankstation for et Mars-bundet besætning, et sted at genopbygge de nødvendige forsyninger (forudsat at vi allerede har installeret den nødvendige infrastruktur på månens overflade eller i kredsløb).

Det er muligt, at NASA udnytter den kendsgerning, at dens internationale modparter heldigvis optager månens mantel med planer om at få mennesker tilbage til månen. Disse vil ikke blot være nye videnskabelige udforskninger, men en del af bestræbelserne på at etablere permanente månebaser og minedrift.

Hvis det er tilfældet, giver dette perfekt mening for NASA. Med USA vælger, er der en meget mindre chance for endnu et dyrt og højspændingsrum. Rusland sigter mod at sende en astronaut til månen inden 2029, med den udtrykkelige intention om at forlade Mars til Yankees. Kina og Japan sigter mod en lignende tidsramme. Den europæiske rymdorganisation kan være i den bedste position: E.S.A. bygger på realistiske strategier, har givet sig en 2040 deadline for en månebase, og vil sandsynligvis lande astronauter der mellem 2025 og 2035.

Problemet? Der er ingen grund til at tro på, at nogen af ​​disse lande rent faktisk vil følge med med deres designs. Udover USA er Rusland og Kina de eneste lande, der faktisk har sendt folk til rummet. Kina har endnu ikke vist sig som en effektiv myndighed inden for videnskab og teknologi - og det omfatter rum. Ruslands eget rumprogram ligger på tovene, og regeringen synes mindre end begejstret for at holde det nede. Uden USA, der fører afgiften, er der en stor chance, ingen af ​​landene vil sende astronauter tilbage til månen - i det mindste ikke inden for de næste 15 år.

Ville det smide en skiftenøgle i USA for at komme til Mars? Ikke helt. NASAs fokus på at bruge månen er begrænset til månens kredsløb og cislunar kredsløb (mellemrum mellem jord og månen). Vi kan stadig komme til Mars uden faktisk landing på månen.

Den bedste måde at få os tilbage til månen er for USA at komme tilbage i løbet. Da det ikke sandsynligvis vil forekomme, kan vi nok forvente en anden to årtier eller deromkring, før Jordens eneste naturlige satellit har besøgende igen.