Jeg er en Gun-Owning Shoot 'em Up Lover og jeg er bange Skydning er ikke sjovt

Jeg elsker kanoner og jeg har ejet dem lige siden jeg var barn i Kansas. Mere til det punkt, jeg elsker ide af våben. Jeg har brugt en del fornemme del af mit liv, der bruger dem på fiktive slagmarker. Guns, ikke billedprocessorer, er teknologien i hjertet af næsten alle videospil, der nogensinde har gjort mig glad.

Intet chok da at efter to dage med at læse om massemordene i Paris fyrede jeg op den gamle XBox og nåede til komfortmad, i dette tilfælde 2009 s Shadow Complex.

Spillet er et Metroidvania 2.5D skydespil i en verden skabt af Orson Scott Card, hvor en ny borgerkrig tager form i USA. På baggrund af denne politiske uro går vores helt Jason vandret sammen med sin kæreste og snubler ved et hemmeligt militærbase, der er fyldt med fremtidige soldater og robotter og våben, der gør fantastiske pistoler. Der er nok ikke et andet spil i historien om spil, jeg har spillet så mange gange. Denne dumme underjordiske bunker er en livmoder for mig, en fyldt med mordmøller.

Jeg afsluttede det kolde åbne af spillet og tog fysisk fornøjelse ved at gøre det. Jeg bragte en flok shooty-dudes og fyrede en raket på en ond helikopter. Så blæste nogen op for vicepræsidenten og kreditterne rullede. Gosh, hvad en speciel pæn ting.

Jeg klatrede rundt i hulerne på udkig efter min (vel Jason) kæreste, da jeg kom på en hemmelig dør, der åbnede for at afsløre et værelse fuld af gyldne våben, jeg ville passivt cache ved at gemme et superniveauet spil for fem år siden. Jeg havde savnet disse våben - selv glemte, hvilken man gjorde som en fantastisk ting. Jeg hentede en slags overfaldstanker, trak udløseren, og min lejlighed var fyldt med lyden af ​​skuddet.

Så satte jeg min controller ned, slukkede min Xbox og gik til at læse en bog.

Ja, jeg så det heller ikke.

Det har været et dårligt år for shootings - ikke at 2014 var en god en - men det er ikke altid den masse, der er ar. I løbet af sommeren dræbte en af ​​mine venner sig med en pistol, som ikke er terrorisme, men er døden. Så i sidste måned var der en skydning på Comedy Store i Los Angeles, hvilket er bogstaveligt talt min ikke-stuen arbejdsplads. Det er to venner taget og en hel klip tømt for kolleger, jeg elsker. Der var også en skydning i min hjemby Salina, Kansas, hvor det er lovligt for pistolejere at bære skjulte våben uden tilladelse: En mand skød sig i benet under en screening af Maze Runner: Scorch Trials fordi hans sikkerhed ikke var forlovet, og han havde ikke en hylster.

Den sidste kan lyde anderledes, men crossfire er crossfire, og det bekymrer dig, når kugler er på den løs, hvor du bor.

Paris var ikke anderledes - ikke for mig - men det var det. Da jeg hørte det realistiske skydebrand ekko igennem Shadow Complex S digitale huler lukkede jeg ned. Jeg kan ikke høre en falsk pistol uden at føle, at jeg ikke vil falske kaste op.

Jeg hader dette. Jeg hader, at denne følelse kan ødelægge julemorgen, når bedstefar giver min fætter et lasersyn for hans Glock. Jeg hader at tænke, at jeg ville blive skuffet over mig selv, hvis jeg nogensinde har hentet en Call of Duty igen, selv om det er en ting, jeg ved, jeg elsker. Jeg hader at tænke, at jeg aldrig vil skyde mine våben igen.

Jeg er bange for, at jeg fremover kan blive røvet af al den glæde, som pistoler (ægte og pixelerede) har bragt mig. Og jeg er bange for, at jeg måske gik let ud.

Jeg tror ikke, at videospil eller endda våben er dårlig - de er intet mere eller mindre end smukke forbrugerprodukter lavet til et overvejende mandligt publikum - bare at de måske ikke længere er gode for mig. Jeg kan ikke være alene der. Jeg kan ikke være den eneste der begynder at mistanke om, at hvis han ikke er en overlevende, er han noget forfærdeligt tæt. Jeg kan ikke være den eneste, der begynder at opføre sig i overensstemmelse hermed.