Verden smadrede bare sit Kyoto klimaændringsmål. Hvad nu?

Kyoto-protokollen, en international aftale om at bremse drivhusgasemissionerne og holde fat på klimaændringer, blev generelt betragtet som et diplomatisk svigt tilbage i 1997, da forhandlingerne faldt fra hinanden, og centrale aktører trak sig ud af bordet. Men efterhånden har aftalen vist sig at være en overraskende succes: En ny rapport viste, at underskriverne blæste forbi deres kollektive forpligtelse med 2,4 milliarder tons mellem 2008 og 2012. Alle 36 underskrivere opfyldte betingelserne i aftalen, efter at der var taget hensyn til fleksible mål.

En kyniker ville sige, at dette var en lykkelig ulykke - at den globale økonomiske uro forsinkede væksten, der ellers ville have ført til højere emissioner. Dette er måske sandt, men der er også plads til at være håb. For det første var omkostningerne til at opfylde målene i Kyoto meget mindre end forventet. Det mest anvendte land for at nå målene var 0,1 procent af BNP, og for mange var omkostningerne meget lavere. Denne pris var mellem en tiendedel og en fjerdedel af de eksperter, der var forudsagt på tidspunktet for underskrivelsen.

Igen siger cynikken her, at målene kun blev opfyldt fordi det var billigt at gøre det - hvis man havde opfyldt målene havde kostet det, man forventede at ville, ville målene ikke være opfyldt. Det er sandsynligvis rigtigt, men også ud over det punkt - det er faktisk, at alternativ energi bliver billigere og billigere, og det er godt nok til at nå klimaændringsmålene nu og ind i fremtiden.

Hvorfor er det forkert at mærke Kyoto-protokollen en katastrofe - @ MichaelGrubb9: http://t.co/qJwQoyxLOD pic.twitter.com/GsSX5PxCuK

- Klimahjem (@ClimateHome) 10. juni 2016

Taler om fremtiden er denne betænkning et godt signal for Paris-aftalen, som blev underskrevet tidligere i år, og er langt mere omfattende end Kyoto vovede at være. Verdens erfaringer med Kyoto fortæller os, at internationale aftaler betyder noget, og at møderetninger ikke blot er en ulykke. USA ratificerede aldrig Kyoto, og Canada støttede sig efter først at have accepteret, og disse lande gjorde langt værre med hensyn til at opfylde målene i protokollen sammenlignet med lande, der rent faktisk gjorde løftet.

De forpligtelser, der er indgået i Paris-aftalen, er ikke tilstrækkelige til at holde planeten til to grader Celsius af opvarmning, hvilket er tærskelen, som mange forskere er enige om, at vi skal holde under for at afværge de værste konsekvenser af klimaændringerne. Men det er et sted at starte, og hvis Kyoto-protokollen indebærer lektioner for fremtiden, er det landene, der er villige og i stand til at gøre deres del for at bekæmpe klimaændringer, og at omkostningerne i forbindelse hermed vil komme ned, hvilket gør det lettere for globale bestræbelser på at rampe op.