'Inside' er videospilet, der svarer til dansk kunstfilm

Inde er et vanskeligt spil at tale om - men ikke ved nogen konventionel begrundelse. Det er et vidunderligt kunstnerisk eksperiment, mere eller mindre som en udvikling i stil med Playdeads 2010 debut, Limbo. Dens afslappede grotesqueries er et vidunder, der er skræmmende, befuddling hos andre. Der er en uventet rytme til dens rolige og tromme, og det undulates som du bevæger dig over landskabet. Og at vide så lidt som muligt om spillet, før du hopper ind, er den bedste måde at opleve det på.

Hvis du spillede Limbo, du har måske fået en lille smule om hvad der kan være i butikken her. Det lille København-baserede studios første spil var et slående studie af æstetiske kontraster, et grumset, verdensjordisk 2D-plan defineret stort set af sin kornige Chiaroscuro og klogt hjernevindende design.

Mens hvad der rent faktisk sker i det ordløse Limbo er åben for fortolkning, den grise billeddannelse og især selve begrebet gør en potentiel læsning af sin abstruse fortælling ikke helt uden for rækkevidde. Som du måske forventer, er det ikke nødvendigvis meningen, hvilken fortolkning du ankommer til. det er et spil, der næsten er mere om en fornemmelse end nogen enkelt takeaway.

Inde kan følge i sine forfædre fodspor, men man kan sige, at det som et mere ambitiøst andet udflugt ikke giver enkle svar ud over allegorien. Enhver bekendtskab med Limbo er en god baseline, og Inde præsenterer mere af en abstrakt progression end blot mere af det samme.

Der er en anden parallel her i Danmarks række af kunsthusbiograf. Af hensyn til det kortest mulige overblik har avantgarde-stilen for dansk filmskab en lang historie, der stammer tilbage til den europæiske nye bølge af 60'erne. I 1972 sikrede oprettelsen af ​​Det Danske Filminstitut, at mediet havde ordentlig statsstøttet bistand som en del af nationernes kulturelle tableau, hvilket førte til alle former for kreativt drevne projekter ind og ud af skolen.

Sandsynligvis det mest indflydelsesrige (eventuelle) resultat af alt dette var Dogme 95, en eksperimentel bevægelse spidset af Lars Von Trier og Jagten Thomas Vinterburg blandt andre, som afviste de mere kunstige aspekter af formalistiske film - lyd- og lysmanipulation, for eksempel - for en renere form for historiefortælling med fokus på temaer og realisme.

Bevægelsen sluttede for et årti siden, hvor Von Trier, Vinterburg, Susanne Bier og andre Dogme-instruktører og skabere gik videre til mindre restriktive - om end ikke mindre radikale - tilgange, hvilket ofte resulterede i bevidst tempofyldt eller skævt visualiseret karakterdrama.

Alligevel har ånden i den kreativitet haft en stor indflydelse på danske indier i årene siden, og hvis der er en udvikler, hvis arbejde ser ud til at være et naturlig komplement til deres filmindustri, er det Playdead. (DFI, som har været en finansieringskilde for kulturelt tilbøjelige danske spil de seneste år, har også bidraget til at hjælpe med at gøre Limbo og Inde muligt).

Begge Limbo og Inde kan være den mest lignede, hvis i mindre lurisk grafisk forstand til Køre direktør Nicholas Winding Refns film. Den spændende direktør spændte interessant at afleje sig på DFI før sin første film, Pusher, og er ingen fan af Von Trier.

Afspilning Inde specielt kan du fornemme en slags åndelig lighed med den drømmesomme pacing af Køre og Kun Gud tilgiver, for ikke at nævne deres indstillinger af henholdsvis Los Angeles og Bangkok, begge fremmede steder, der bliver tegn selv. Den fragmentariske surrealisme af Bronson, hvis script er så minimal, kan du næsten overveje det til en eksperimentel film, også resonerer.

Enhver, der er bekendt med Refns arbejde, er velbevidst om, hvor udtalt stilheden kan være, næsten vågner din hjerne for at fylde tomrummet med den betydning, du ønsker; Inde S stemningsfulde scener opnår det samme resultat på en måde, at udstillingen kun ville forhindre, hvis det ikke er helt ødelagt. Både Refn og Playdead's kreationer er lidt som at svømme under vandet, præget af verdener, der kan virke lidt usynlige.

Hvis der er en "nærmest" parallel mellem de to, er det nok Refns mesterligt atmosfæriske Valhalla Rising, en migrerende karakterstudie efter en stum kriger taget på en tvunget pilgrimsrejse med et band af riddere marooned under korstogene. Det er en passende kamp, ​​da begge Limbo og Inde kan ses som rejser, med alle tre historier fortalt stort set gennem virkningen af ​​visuelle udtryk.

Det siger sig selv, at Playdeads bidrag, som et højt koncept som de måske endda er af indie spilstandarder, er et uvurderligt bidrag til mediet, hvilket er alligevel grunden til Inde skal spilles uden forudgående viden. Udviklerne selv synes at sætte pris på det så godt, da spillets lancering trailer ikke rent faktisk indeholder nogen spil optagelse korrekt.

At gå afsted, her er et klip af Valhalla Rising Slutter (spoilers, naturligvis), som, hvis intet andet, deler en stærk tilhørsforhold til Playdeads arbejde. Hvis du afslutter begge spil, kan du gætte på hvad det betyder.